Den Virtuelle Charterrejse IX

← Returnér

 

torsdag, januar 15, 2009

 

Den Virtuelle Charterrejse IX

- Hanstholm Kommune

Fortsat fra Den Virtuelle Charterrejse VIII

Resumé: 24. juni 2025 afholdtes 10-årsjubilæet for den første virtuelle charterrejse på Anholt. Nu, hvor 25 års jubilæet stod for døren, blev det klart for alle medier, at der ville blive tale om en Mega-begivenhed. CNN sendte derfor allerede i 2024 reporter Sam Gupta, søn af Dr. Sanjay Gupta, af sted for at opbygge baggrundsmaterialet til dækning af begivenheden.

Sam Gupta fra CNN tog til Grenå, men blev hurtig klar over, at baggrundsbelysning for den kommende festival skulle søges i det omgivende land. Han kunne ligeså godt begynde fra en ende af og rejste allerede næste dag videre til Hanstholm. Her rådede folk ham til at tage en snak med den lokale sognefoged Chr. Thomsen. Han var hver morgen at finde på havnen. Det skulle vise sig at være den rette. Chr. Thomsen kender om nogen sin by og dens folk.

Folk kalder mig sognefoged. Det er jeg ikke. Det er der slet ikke noget der hedder mere, men min oldefar og min bedstefar var sognefogeder og det er nok derfra folk har det. Ellers er det rigtig, at jeg stort set tager mig af de samme ting som min bedstefar. Vores kommune er ret stor og vi er fem såkaldte sognefogeder, som fungerer som øvrighedens repræsentanter i hvert vort distrikt.

Der skete jo det for år tilbage, at lovmøllen på Christiansborg løb løbsk og bogstavelig talt brændte sammen. Folketinget havde udviklet sig til et ekspeditionskontor for unionen og til sidst var lovstrømmen så kraftig, at en sundhedsplejerske, til eksempel, ikke kunne følge med i de nye regler og bestemmelser, der hver dag strømmede ind – om hun så tog natten til hjælp. Det var næsten som om, der blev færre og færre hænder til praktisk pleje, jo flere man ansatte. Det var ligeså slemt med skolerne. Samfundet var gået i koma og der var kun én løsning ud af problemet – at klippe forbindelsen til Bryssels – og det gjorde man. Vi var ikke de første. Det var hollænderne, der begyndte og flere fulgte efter. I dag er det kun middelhavslandene og nogle østeuropæer, der er med i EU. Det hænger sammen med, at de alligevel aldrig fulgte direktiverne fra Bryssels og at de sådan set kunne være lige glade om de var med eller ej. For dem var EU bare et praktisk sted, hvor de kunne komme af med politikere, der var kommet i overskud eller bare i vejen derhjemme.

Det skabte et vakuum i Folketinget, fordi politikerne dér var ganske uvante med at tænke selv endsige træffe egne beslutninger. Vist nok mest tænkt som en midlertidig afhjælpning gav man kommunerne udstrakt selvstyre. Regionerne, som havde vist sig ligeså ineffektive som de gamle amter, var man simpelthen nødt til at nedlægge. Det eneste regionerne skulle sørge for var sygehusvæsenet, men ventetider for behandling var flere steder langt over et år, så der var heller ingen anden løsning på det problem, end at klippe regionerne væk. Nu klarer vi det selv i samarbejde med Frederikshavn, Hjørring og Thisted. Vi er også vendt tilbage til det gamle system med sygesedler, som blev brugt på min bedstefars tid. Sygesedlerne får de hos mig. Det vil sige, det er nu mest min kone, der tager sig af det, når hun er hjemme ellers gør naboen det for os.

Med det kommunale selvstyre fulgte kravet om, at hver kommune vedtog egne love eller vedtægter. Det gav problemer nogen steder, men her i Hanstholm nøjedes vi med bare én paragraf; ”Du skal opføre dig ordentlig”. Er der nogen, der overtræder den, så må vi tage en snak.

Vi havde også fået nogle familier, der ligesom ikke rigtig hørte til. Det løste sig selv, da de fik udvidet hus nr. 2 på Anholt. De familier var ikke sene til at tilliste sig en anbringelse på Anholt og da vi ikke ligefrem holdt på dem, blev det faktisk sådan, at vi til sidst kunne lukke kommunekontoret, så vi i dag kun er nogle få øvrighedspersoner tilbage.

Det skal siges, at med selvstyret, bestemte vi os for at omlægge skatten helt. Momsen var aldrig rigtig slået igennem på disse kanter, så det var den første, vi afskaffede. Folk var heller ikke meget for at selvangive indtægter, så indtægtsbeskatningen var det næste, der røg. Og så røg ejendomsskatten. Vi skal jo have penge ind, så hver borger betaler nu et medlemskontingent til kommunekassen. Erhvervsvirksomheder betaler et lidt større kontingent alt efter hvor mange ansatte, de har eller rettere efter hvor meget de udbetaler i løn. Dem, der falder udenfor, tager ligningskommissionen sig af og fritager eller påligner – alt efter skøn. Kontingenterne trækkes direkte fra folks bankbog af en administrationscomputer i Hjørring og bliver sendt videre til de forskellige offentlige forbrugssteder. Vi har således helt forladt indkomst- og formuebeskatning og beskatter kun forbrug af ressourcer. Da mennesker på disse kanter, er det eneste der er noget værd, er lønskat blevet det vigtigste. Med lønskatten tilbagebetaler virksomhederne jo bare det, det har kostet at udvikle, uddanne og sørge for deres medarbejdere.

Det bedste ved selvstyret, var da vi ophævede alle fiskekvoter og bestemmelser. Vi var kommet op på at have to fiskeriinspektører for hver fisker. Nu kunne de komme med ud at fiske i stedet for. Og der var nok at gøre. Allerede den første dag landede vi dobbelt så mange fisk. Vi skulle ikke længere smide halvdelen af fangsten ud bare fordi, nogle fisk var gået i det forkerte garn. Vi blev enige om at tage det hele i land og sælge det til konsum. Kun affald fra filetfabrikken laver vi i fiskemel.

Sognefogeden ville gerne have fortalt mere, men der var flere, der ville have fat i ham. Han foreslog Sam Gupta at snakke videre med hans kone Ingrid. Hun kunne fortælle mere om livet i Hanstholm.

Den gjorde Sam den følgende dag. Der var ingen hjemme. Der lå masser af legetøj i forhaven, så det var tydeligvis en børnefamilie, der boede der. Han forsøgte sig så hos naboen. Da nabokonen Anna Fink havde fundet ud af, at gæsten ikke skulle have en sygeseddel, men blot ville snakke, blev han budt indenfor.

I Hanstholm var det blevet sådan, at mændene tog sig af alt på havet og kvinderne af det på land. Netop i dag var Ingrid nede på filetfabrikken. Dér havde hun tidligere arbejdet og hun hjalp stadig til, når der var travlt. Så tog hun de mindste med. Der var altid nogen at lege med og det bedste var, når de fik lov at hjælpe til. De større børn gik jo bare op i Klitten.

Selv er jeg elektriker ligesom min mand. Han arbejder på kutterne med at holde alle deres instrumenter og anlæg i orden. Jeg arbejder mest for de næringsdrivende og en dag som i dag, hvor Ingrid er nede på havnen, så bliver jeg hjemme og ordner regnskaber. Så er der altid én, der kan lave en sygeseddel. Vi laver også en del brændselsceller skræddersyede til særlige formål og dem laver jeg også herhjemme.

Engang tilbage i 2009 havde en skatteminister fritaget el-biler for afgifter, men han ville ikke gøre det samme for hybridbiler. Det havde fået fiffige bilister til at købe en skattefri el-bil og så smide en Honda-generator om i bagsmækken. Så kunne de altid lade bilen op, hvis de skulle gå i stå midt på landevejen. Honda’en blev hurtigt skiftet ud med de små bærbare metanol-brændselsceller. De svinede ikke og kunne nemt slås til automatisk inden batterierne løb flade. Om ikke andet, så gav de menigmand indgående kendskab til brændselsceller og drivmidler til dem. Oppe i Klitten lærer alle børnene at bygge brændselsceller og de bliver brugt rigtig mange steder her i Hanstholm og ude på kutterne.

Da vi fik kommunalt selvstyre lukkede vi fjernvarmeværkerne. Halvdelen af varmen forsvandt på vejen. Det kunne enhver se en vinterdag. Det var en håbløs måde at distribuere energi på. Nu fordeles al energi som strøm eller metanol. Ude på forbrugsstedet kan en varmepumpe eller en brændselscelle så få lov at levere varme, hvis det er det, der er brug for. Varmepumpen giver jo fire - fem gange mere varmeenergi fra sig end den bruger.

Jeg kan godt forstå, at man brugte kølevandet fra de store kulfyrede elværker som fjernvarme, men der er ingen i dag, der kunne drømme om at lave kul om til strøm. Når først energi er degenereret til varme, er der jo ikke mere, man kan bruge den til.

Energi er næst efter mennesker, det mest kostbare vi har. At holde hus med det, har vi heroppe løst ved at folk producerer deres egen energi. Har de ikke mulighed for det, skal de købe en andel i et energianlæg svarende til deres forbrug. Har de ikke pengene, kan de låne. Er der ikke andre, der vil låne dem, stiller kommunen kaution og de får så lov at betale tilbage med renter. De eneste anlæg, vi godtager, er anlæg, der bruger indenlandsk brændsel eller vedvarende energi, havmøller og den slags. Så hvis folk vil grave deres egen tørv, står det dem frit for, og de kan bruge løs, så meget de vil. De skal kun betale de faktiske produktionsomkostninger – ikke noget med skat ovenpå.

Har folk affald eller spildevand, de vil af med, så har vi flere virksomheder, der gerne vil aftage eller de kan lade grundejerforeningen klare det. Der er penge i affaldet og som regel får de en god pris for det. Det, der ikke kan finde bedre anvendelse, laver vi til biogas. Vi har flere småindustrier, der bruger det til deres gasmotorer. Nogen har brug for det varme kølevand og laver strøm af resten. Overskudsstrømmen kan de sende på nettet. Andre har bare brug for drivkraft.

Anna blev ved at fortælle løs om gas og strøm. Det var tydeligt mere end et levebrød for hende. Hun havde flere gange nævnt Klitten og det måtte Sam se at få rede på, inden han rejste videre.Det var godt folk i Grenå ikke kunne høre det, der blev sagt. De var af natur vantro og det her kunne have fået det til at kippe over for dem.

Fortsæt i Den Virtuelle Charterrejse X