Den Virtuelle Charterrejse VII
mandag, januar 12, 2009
Resumé. Den virtuelle Charterrejse havde som mål at udbyde et stort og
varieret udbud af rejsemål og give garanti for den perfekte oplevelse.
De forventninger var indfriede, da man stod overfor fejring af
10-årsdagen for den første rejse.
At nå så langt kan tilskrives samarbejdet med Google. Google's satelitter
havde i mange år afbilledet hver en tomme på den ganske globe. I tekniske
forvaltninger rundtom i landets kommuner blev disse foto digitaliseret, så
by- og matrikelkort kunne opdateres med diverse tilbygninger, udestuer
m.m., som bygningsmyndighederne ellers ingen kendskab havde til. Det
krævede en del manuelt arbejde at trække billedernes konturer op og
omdanne dem til bygningstegninger, men det arbejde fik man udført i Kina.
Fotokvaliteten kunne forbedres ved at overlejre satellitbillederne med
næroptagelser udført fra luften. I Danmark var dette arbejde overladt til
COWI, der år efter år overfløj det ganske land.
For at fjerne eller blot mindske det manuelle arbejde begyndte Google at
supplere billedmaterialet med optagelser fra landjorden. Til det brugte
man en Google Street View Cam-Car med 360° kamera på taget. Allerede i
2008 var hundredvis af disse biler på gaderne overalt i USA og var begyndt
at dukke op i mange Europæiske byer. Målet var tydeligvis at affotografere
hele verden med en præcision nærmere en millimeter.
Den virtuelle charterrejse var ikke sene til at indse værdien af et
samarbejde med Google og sammen med RTX fra Nørresundby påbegyndtes et
arbejde med at animere billederne. RTX havde kastet mange ressourcer ind i
udvikling af software til B&O-filmen. Google's billeder blev kernen i
en ny menneskeskabt virkelighed. Omend arbejdet var stort, var princippet
enkelt. Der benyttedes samme teknik som ved fremstilling af tegnefilm. Ud
fra to billeder af samme emne - blot adskilt i tid - kunne ved
interpolation fremstilles det nødvendige antal mellemstadier, så en
gengivelse opfattedes naturtro af det menneskelige øje. RTX benyttede
samme teknik. Ud fra to billeder taget med dage eller måneders mellemrum
kunne RTX med denne teknik så at sige udfylde den mellemliggende tid med
interpolerede billeder. RTX gik imidlertid et skridt videre. Ved at antage
et tilsvarende forløb fremover, kunne man ekstrapolere det seneste billede
ud i fremtiden. Google's minutiøse stilbilleder kunne man give et naturtro
liv ved at tilføje nye ekstrapolerede billeder. Palmerne begyndte nu at
svaje i vinden, græsset begyndte at gro. Denne naturtro fiktion kunne
omsættes til B&O-filmen og var i bund og grund den tekniske
forudsætning for den virtuelle charterrejse. Det var også samarbejdet med
Google, der havde fået Spielburg Junior til at indse, at fremtiden
tilhørte Den Virtuelle Charterrejse.
Hos Google havde man den filosofi, at hvis noget kunne lade sig gøre, så
gjorde man det. Så kunne man altid bagefter finde ud af, hvad det nu kunne
bruges til. I årevis havde man haft elektroniske edderkopper til at kravle
rundt og samle informationer i det store Internet. De havde samme funktion
som Odins ravne, Hugin og Munin, der hver nat fløj og så, for så at vende
tilbage og hviske det hele i øret på Odin. Google supplerede edderkopperne
med et netværk af frivillige redaktører verden over. Disse redaktører
hjalp med at systematisere og katalogisere den megen information.
Google havde også bragt andre aktiviteter ind i samarbejdet - aktiviteter
der i mange år var tys-tys. Google's satellitter nøjedes nemlig ikke med
at fotografere jorden. De indsamlede også alle radiobølger, der nåede
deres antenner. En SMS "Hvad skal du lave på lørdag" opsnappes og en
cryovac supercomputer hos Googleplex, Silicon Valley siger haps og
fordøjer informationen sammen med millioner andre SMS'er. Google tilbød
også oversættelser af mere end tyve sprog til et hvilket som helst andet
af disse tyve sprog. En flittig benyttet service af WEB-surfere. Hvad de
færreste tænkte på er at, hver eneste oversættelse - om det så blot er et
enkelt ord - bliver det lagret sammen med tidspunkt og spørgerens
identitet. Google benyttede dette til at forbedre sine oversættelser og
holde sine ordbøger opdaterede. Da Google lancerede sit billedprogram
Picasa var det blot tænkt som en simpel hjælp til at finde og gengive
billeder opbevaret i forskellige foldere på folks PC'er. Det udviklede sig
og folks feriebilleder fandt hurtig vej til Internettet og nu ofte med
navn og forklarende tekster. Alle, der brugte en telefon, en computer
eller på anden måde trak et elektronisk spor havnede i maven på
cryovac'erne.
Alt mens cryovac computerne åd sig federe og federe kunne man begynde at
aflæse personlighed og forkærlighed hos alverdens indbyggere. For Den
Virtuelle Charterrejse blev det nøglen til udvikling af rejser med en
hidtil ukendt høj tilfredshedsgrad hos turisterne. Den nye bio-elektriske
SMS-tjeneste havde også stor fordel deraf. Med et indgående kendskab til
afsenderens personlighed kunne piktogrammerne hos SMS-modtageren tolkes
individuelt med høj præcision. Fejl forekom, men da indholdet i en SMS som
regel er ligegyldigt og svaret ligeså, blev fejlen aldrig opdaget hverken
hos afsender eller modtager. Google kunne endda tilbyde fuldautomatisk at
modtage og besvare SMS'er for abonnenter, hvis de i en periode grundet
sygdom eller andet forfald ikke kunne varetage SMS-forbindelserne til
deres venner. Brugerne kunne med denne service også slå deres SMS-apparat
på AUTO, hvis de uventet fik brug for at tænke.
Folk i Grenå var selvfølgelig med på det nye, men deres hverdag var mest
optaget af den intensive off shore virksomhed på Anholt. Billund havde
godt nok fået eneret på start og landing af fly til og fra Anholt, men
rejsende til ferieanlægget NoWhere og Hus nr. 2 var ikke omfattet af denne
eneret, så de kunne med fordel tage færgen. Gad vide, hvad det kunne føre
med sig?
Fortsættes i Den Virtuelle Charterrejse - VIII.

Kommentarer
Send en kommentar