Den Virtuelle Charterrejse V
lørdag, januar 10, 2009
Fortsat fra
Den Virtuelle Charterrejse IV
Resumé. Da 10 års-jubilæet for den første virtuelle charterrejse
nærmede sig, havde en rivende udvikling medført, at de første anlæg var
blevet teknologisk forældede.
I 2015 åbnede det første anlæg - Hus nr. 1. Det var nu utidssvarende, men
Karsten Ree ville ikke af med det. Det bliver i dag kun benyttet til
særlige museumsrejser, hvor folk kan genoplive minderne fra de første
rejser.
Hus nr. 2 var der derimod ingen, der holdt hånden over. Det var et
kæmpeskrummel. På afstand kunne det minde om en foderstofsilo - blot meget
større. Alt for stort. Siden psykologerne havde påvist charterturisters
forkærlighed for folkerige strøggader og markedspladser, var normen for
turister per kvadratmeter reduceret meget. Alt i alt stod hus nr. 2
overfor nedrivning.
En beslutning på Christiansborg vendte imidlertid op og ned på det hele.
Brian Mikkelsen havde helt tilbage i 2008 vundet sympati - især hos
kvindelige partiledere - ved at fyre rigspolitichefen. Nogle år senere
lykkedes det ham at gøre det strafbart for IT-providers at transportere
SPAM. Det havde med eet slag fjernet al SPAM fra Internettet i Danmark og
flere lande fulgte efter. Det var noget alle kunne mærke i dagligdagen.
Det gav politisk styrke. Det gav afsæt for hans forslag om at fjerne
narkomaner fra det offentlige rum. Han fik narkomani klassificeret som
sygdom og narkomanerne fik ret til fri heroin til lindring af deres
afhængighed. Hvad det kom til at betyde for danskernes hverdag, er næsten
ubeskrivelig. Eksistensgrundlaget for rockere og indvandrerbander
forsvandt med loven. Det samme gjorde indbrudstyvene, der overvejende
havde været drevet i deres gerning af pengemangel til køb af stoffer.
Stoffer var nemlig blevet fri og gratis under overvågning.
Sundhedsstyrelsen havde påpeget nødvendigheden af, at heroinen blev
ledsaget af sund og nærende kost - altså en helhedsbehandling. Det bragte
den navnkundige læge Hindhede i erindring. Han havde et århundrede
tidligere talt for og demonstreret havrens enestående kvaliteter som
levnedmiddel. Det skyldte hovedsageligt havreproteinet, der har en
biologisk næringsværdi, der matcher ægprotein. Hindhede dokumenterede, at
mennesker kunne leve af havregrød alene. Det var nærliggende at udnytte
denne viden. Det blev derfor besluttet, at heroinen blev givet sammen med
havregrød.
Det stillede særlige krav til den fornødne overvågning. Kommunernes
Landsforening rettede henvendelse til regeringen om hjælp. Det er på det
tidspunkt, at hus nr. 2 kom på tale. Det var den eneste ledige bygning i
landet stor nok til at huse alle landets narkomaner. KL havde ikke mange
andre muligheder og besluttede at leje sig ind.
Udover mindre ombygninger blev der konstrueret en slags køkkenmaskine, der
kunne lave havregrød og tilblande heroin. Det var nødvendigt at tilblande
heroinen lige før serveringen på grund af heroinens korte holdbarhed i
havregrød. I princippet ganske enkelt, men vedligeholdelsen viste sig
overmåde. Narkomanerne var måske også for hårdhændede. Flere skader havde
karakter af hærværk for at skaffe adgang til maskinens aflåste
heroinmagasin. Så det blev en kort fornøjelse. I stedet gik man over til
at koge havregrøden i et centralkøkken og føre den frem i en rørledning
til hver beboelse. En stabiliseret heroinopløsning pumpedes frem i et
separat rør og tilblandedes havregrøden in line lige før serveringen.
Specialister fra ACO Funki A/S blev taget med på råd. De havde mange års
erfaring i foderanlæg til løsdriftsstalde. I disse stalde identificerer
det enkelte dyr sig overfor foderautomaten ved hjælp af en transponder.
Denne teknik ville nok være for nedværdigende for mennesker, der i
forvejen led af lavt selvværd. I stedet valgtes en biometrisk
identifikation. Narkomanen skulle blot sætte en tallerken under
tappehanen. Så sørgede en computer for rette mængde grød og heroin.
På få måneder ændrede denne kur helt og ganske tilværelsen. Den gode mad
gav huld og det var slut med forhutlede mennesker. Den blanke rustfrie
tappehane indgød en hidtil ukendt tryghed. Katteejere kender den uro en
kat udviser, når dens foderskål er tom - selv når katten ikke er sulten.
Den bliver simpelthen nervøs, når foderskålen er tom. Samme psykologiske
mekanisme kunne iagttages hos beboerne i hus nr. 2, men da tappehanerne
var bragt til at fungere fejlfrit forsvandt nervøsitet og uro og afløstes
af fredfyldt tryghed.
Selv svært afhængige kunne efter et årstid udmærket klare et job. På
Anholt fandtes bare ingen jobmuligheder grundet de særlige regler for
positiv særbehandling af entniske minoriteter. Og netop nu stod tidligere
bandemedlemmer i kø for at få job på øen. Alle samfundslag og alle erhverv
var repræsenterede blandt beboerne og det lykkedes efterhånden at besætte
alle servicefunktioner i hus nr. 2 med dets egne. Det var en lise for
narkomanerne at bo i hus nr. 2 og mange kunne faktisk trappe ned for helt
tilsidst at erstatte heroinen med psykofarmaka - den type som i folkemunde
går under betegnelse lykkepiller. Psykofarmaka kunne fint tåle at blive
opløst i vand og kunne dispenseres på samme vis som heroinen.
For de pårørende var det befriende, at se hvorledes et fortabt
familiemedlem rettede sig og genvandt trivsel. Een af dem - en pensioneret
oberstløjtnant fra forsyningstropperne - havde interesseret spurgt ind til
teknikken bag de blanke tappehaner; om de kunne klare gullasch. Jo, der
var mange, der inspireredes af livet i hus nr. 2 og så nye muligheder.
Ikke mindst de sociale myndigheder. De var blevet lettet for en stor byrde
- og så var det billigt. Efterhånden som huset blev mere og mere
selvforsynende faldt udgifterne ved at have en klient anbragt til en ren
ubetydelighed i det store budget. Rundt om i landet glædede børnefamilier
sig over, at ungerne igen kunne lege på offentlige legepladser uden risiko
for at stikke sig på kanyler fra eengangssprøjter. Sundhedsstyrelsen
registrerede som en lidt uventet sidegevinst, at antallet af HIV-tilfælde
var faldet støt og at dets virus måske var på vej til helt at blive
udryddet.
I Grenå havde man i lang tid drøftet, hvorledes nedbrydningsmaterialer fra
hus 2. skulle bortskaffes. Den nye anvendelse af huset fratog dem dette
samtaleemne og de måtte vænne sig til nye tider.

Kommentarer
Send en kommentar