Den Virtuelle Charterrejse IV
onsdag, januar 07, 2009

Den Virtuelle Charterrejse - IV
Fryns og Nyheder.
Fortsat fra Den Virtuelle Charterrejse III
Resumé: Mangemilliardæren Ree havde skabt Den Virtuelle Charterrejse
som et barn af tiden. Og tiden var præget af The Creative Economy som
arvtager efter The Industrial Economy.
The Creative Economy blev et nyt engelsk låneord. Nødvendigt, fordi det
tilsvarende danske havde en klang af Kreativ Bogføring med uheldige
associationer til IT Factory o. lign.
I Creative Economy erkendtes de virkelige værdier at befinde sig inde i
folks hoveder. Det fik virksomhedsejere til at spekulere i fryns til
medarbejderne for at holde på denne værdifulde kapital. Længe inden der
blev sat ord på de nye tider, var virksomhederne begyndt, men i 2008 med
rekordlav arbejdsløshed blev der sat turbo på. Trekvart million
sundhedsforsikringer blev tegnet. Forsikringerne gav adgang til behandling
på privathospital, hvis en medarbejder blev syg - ikke fordi nogen var
utilfredse med det offentlige sundhedsvæsen, hvis man bare kunne komme
til.
Siden enevældens tid havde statsadministrationen udviklet et målbart
kriterie for forfremmelse. Mængden af sager i en medarbejders indbakke var
et ligefremt mål på arbejdsbyrden og når indbakken havde nået en vis
størrelse, var vejen for forfremmelse banet. Det sagde man naturligvis
ikke. Man talte om, at en sag havde en vis modningstid. Og modningstider
på under et ½ år var ikke velsete tjenestemænd imellem. Sundhedsvæsenet,
som den offentlige instans, det var, havde naturligt nok arvet dette
væsen. Sundhedsvæsenet havde man givet en størrelse, så det mageligt kunne
behandle de tilfælde som løbende indkom. Men på samme måde som en
banerytter, der er kommet en omgang bagefter og alligevel må følge feltet,
så adskilte det offentlige sundhedsvæsen sig fra det private ved
simpelthen konstant at være et halvt år bagefter - mindst. Det er det, man
har kaldt ventelister. De skulle simpelthen have en vis størrelse uden
hensyn til behandlingskapaciteten i øvrigt.
Eftersom sundhedforsikringer var blevet et alment fryns, så
virksomhedsejere sig om efter nye former. Her faldt øjnene hurtigt på
medarbejdernes ferier. Med fem ugers ferie plus fem feriefridage kneb det
for mange at få tiden til at gå i ferien. Se det var her, at Brian
Mikkelsen lod Dansk Industri forstå, at ferieafhjælpnings-programmer ville
være velsete. Der var virksomheder, der meget tidligt indså muligheden for
at tilbyde en basisferie og med regeringens billigelse kunne basispakken
nu gøres fradragsberettiget.
Den Virtuelle Charterrejse havde af konkurrencehensyn følt sig nødet til
at udbyde ferier uden destination - og dertil indrettet ferieparadiset
"NoWhere" (Et feriested uden B&O-film). Det blev overmåde populært og
absolut low-cost. Ferieophold her kunne udgøre en fradragsberettiget
basisferie. Folk måtte gerne tilkøbe en ikke-fradragsberettige virtuel
rejse til en hvilken som helst destination i det aktuelle program. Det var
der dog ikke mange der benyttede sig af.
I NoWhere fandtes alt hjertet kunne begære. Aviser kunne købes i centerets
kiosk, men var ikke med i prisen. I stedet var der faste nyhedsudsendelser
døgnet rundt. De kunne følges på skærme overalt i centeret. Nyhederne var
opbygget som folk var vant til fra statsradiofonien - d.v.s. de bestod
udelukkende af ulykker. Ledelsen havde fået forelagt forslag om at
centeret selv producerede "ulykkerne", men det blev afvist. Der var
rigeligt med ulykker i det virkelige liv. Og var der ikke tilstrækkeligt
med traktorulykker i Polen kunne man bare vise busulykker i Bangladesh -
sådan havde statsradiofonien altid løst en nyhedsmangel på og sådan kunne
centeret også gøre. Og sådan blev det. Centeret udvalgte dog hver uge een
ulykke egnet som føljeton - typisk bortførelse af en lille pige, hvor
moderen, faderen, nursen etc. på skift blev mistænkt for en bortførelse.
Det var virkelige populært og afgav stof til konversationen mand og mand
imellem. Desuden dækkede man altid een eller anden krig. Een uge kunne man
vælge at dække krigen i Mellemøsten; en anden en opstand i Congo. Også her
valgte ledelsen at følge statsradiofoniens eksempel. Man accepterede ikke
manipulerede udsendelser, men gerne arkivscener. Man kunne således dække
en komplet krig i Palæstina alene med arkivoptagelser - selv indslag med
Steffen Jensen kunne klares fra arkivet uden forringelse af nyhedsværdien.
Denne form for nyhedsudvælgelse passede fint til et feriemiljø. Det
skyldtes, at der var langt flere reportager at vælge imellem, når det
drejede sig om ulykker på et feriested. Alle husker Tsunamien, der ramte
Thailands feriesteder. Aldrig før har et enkelt område opnået så stor en
koncentration af journalister og så længe - og med follow-up stories. Til
forskel nåede langt større katastrofer i Afrika og i malariaområder aldrig
til offentlighedens kendskab, men hvorfor også det. Intet menneske kan
alligevel omfatte så megen gru og når man holder ferie, kan man ligeså
godt vælge rammer tilpasset et feriemiljø.
Mange valgte at tilbringe hele ferien i NoWhere. Virksomhedsejere var
begejstrede fordi, ferien ikke længere var årstidsbestemt. Det gav store
fordele og personalebesparelser. Der var ingen tvivl om, at disse
basisferier med deres ressourcebesparende opbevaring af folk i lange
ferieperioder satte tanker i gang hos mange - også hos de sociale
myndigheder, der kæmpede med stigende utilfredshed hos deres klienter
uanset indsats.
I Grenå, hvor man fulgte udviklingen på Anholt nøje, var man optaget af
hvad de nye tiltag på øen kunne før til - så de fulgte spændt med i alt.
Forsættes i Den Virtuelle Charterrejse - V.
Kommentarer
Send en kommentar