Den Virtuelle Charterrejse IV

← Returnér

 

onsdag, januar 07, 2009

 

Den Virtuelle Charterrejse - IV

Fryns og Nyheder.

Fortsat fra Den Virtuelle Charterrejse III

Resumé: Mangemilliardæren Ree havde skabt Den Virtuelle Charterrejse som et barn af tiden. Og tiden var præget af The Creative Economy som arvtager efter The Industrial Economy.

The Creative Economy blev et nyt engelsk låneord. Nødvendigt, fordi det tilsvarende danske havde en klang af Kreativ Bogføring med uheldige associationer til IT Factory o. lign.

I Creative Economy erkendtes de virkelige værdier at befinde sig inde i folks hoveder. Det fik virksomhedsejere til at spekulere i fryns til medarbejderne for at holde på denne værdifulde kapital. Længe inden der blev sat ord på de nye tider, var virksomhederne begyndt, men i 2008 med rekordlav arbejdsløshed blev der sat turbo på. Trekvart million sundhedsforsikringer blev tegnet. Forsikringerne gav adgang til behandling på privathospital, hvis en medarbejder blev syg - ikke fordi nogen var utilfredse med det offentlige sundhedsvæsen, hvis man bare kunne komme til.

Siden enevældens tid havde statsadministrationen udviklet et målbart kriterie for forfremmelse. Mængden af sager i en medarbejders indbakke var et ligefremt mål på arbejdsbyrden og når indbakken havde nået en vis størrelse, var vejen for forfremmelse banet. Det sagde man naturligvis ikke. Man talte om, at en sag havde en vis modningstid. Og modningstider på under et ½ år var ikke velsete tjenestemænd imellem. Sundhedsvæsenet, som den offentlige instans, det var, havde naturligt nok arvet dette væsen. Sundhedsvæsenet havde man givet en størrelse, så det mageligt kunne behandle de tilfælde som løbende indkom. Men på samme måde som en banerytter, der er kommet en omgang bagefter og alligevel må følge feltet, så adskilte det offentlige sundhedsvæsen sig fra det private ved simpelthen konstant at være et halvt år bagefter - mindst. Det er det, man har kaldt ventelister. De skulle simpelthen have en vis størrelse uden hensyn til behandlingskapaciteten i øvrigt.

Eftersom sundhedforsikringer var blevet et alment fryns, så virksomhedsejere sig om efter nye former. Her faldt øjnene hurtigt på medarbejdernes ferier. Med fem ugers ferie plus fem feriefridage kneb det for mange at få tiden til at gå i ferien. Se det var her, at Brian Mikkelsen lod Dansk Industri forstå, at ferieafhjælpnings-programmer ville være velsete. Der var virksomheder, der meget tidligt indså muligheden for at tilbyde en basisferie og med regeringens billigelse kunne basispakken nu gøres fradragsberettiget.

Den Virtuelle Charterrejse havde af konkurrencehensyn følt sig nødet til at udbyde ferier uden destination - og dertil indrettet ferieparadiset "NoWhere" (Et feriested uden B&O-film). Det blev overmåde populært og absolut low-cost. Ferieophold her kunne udgøre en fradragsberettiget basisferie. Folk måtte gerne tilkøbe en ikke-fradragsberettige virtuel rejse til en hvilken som helst destination i det aktuelle program. Det var der dog ikke mange der benyttede sig af.

I NoWhere fandtes alt hjertet kunne begære. Aviser kunne købes i centerets kiosk, men var ikke med i prisen. I stedet var der faste nyhedsudsendelser døgnet rundt. De kunne følges på skærme overalt i centeret. Nyhederne var opbygget som folk var vant til fra statsradiofonien - d.v.s. de bestod udelukkende af ulykker. Ledelsen havde fået forelagt forslag om at centeret selv producerede "ulykkerne", men det blev afvist. Der var rigeligt med ulykker i det virkelige liv. Og var der ikke tilstrækkeligt med traktorulykker i Polen kunne man bare vise busulykker i Bangladesh - sådan havde statsradiofonien altid løst en nyhedsmangel på og sådan kunne centeret også gøre. Og sådan blev det. Centeret udvalgte dog hver uge een ulykke egnet som føljeton - typisk bortførelse af en lille pige, hvor moderen, faderen, nursen etc. på skift blev mistænkt for en bortførelse. Det var virkelige populært og afgav stof til konversationen mand og mand imellem. Desuden dækkede man altid een eller anden krig. Een uge kunne man vælge at dække krigen i Mellemøsten; en anden en opstand i Congo. Også her valgte ledelsen at følge statsradiofoniens eksempel. Man accepterede ikke manipulerede udsendelser, men gerne arkivscener. Man kunne således dække en komplet krig i Palæstina alene med arkivoptagelser - selv indslag med Steffen Jensen kunne klares fra arkivet uden forringelse af nyhedsværdien.

Denne form for nyhedsudvælgelse passede fint til et feriemiljø. Det skyldtes, at der var langt flere reportager at vælge imellem, når det drejede sig om ulykker på et feriested. Alle husker Tsunamien, der ramte Thailands feriesteder. Aldrig før har et enkelt område opnået så stor en koncentration af journalister og så længe - og med follow-up stories. Til forskel nåede langt større katastrofer i Afrika og i malariaområder aldrig til offentlighedens kendskab, men hvorfor også det. Intet menneske kan alligevel omfatte så megen gru og når man holder ferie, kan man ligeså godt vælge rammer tilpasset et feriemiljø.

Mange valgte at tilbringe hele ferien i NoWhere. Virksomhedsejere var begejstrede fordi, ferien ikke længere var årstidsbestemt. Det gav store fordele og personalebesparelser. Der var ingen tvivl om, at disse basisferier med deres ressourcebesparende opbevaring af folk i lange ferieperioder satte tanker i gang hos mange - også hos de sociale myndigheder, der kæmpede med stigende utilfredshed hos deres klienter uanset indsats.

I Grenå, hvor man fulgte udviklingen på Anholt nøje, var man optaget af hvad de nye tiltag på øen kunne før til - så de fulgte spændt med i alt.

Forsættes i Den Virtuelle Charterrejse - V.