Den Virtuelle Charterrejse XI

← Returnér

 

søndag, januar 18, 2009

 

Den Virtuelle Charterrejse XI

The Big Bang

Fortsat fra Den Virtuelle Charterrejse X

Resumé: CNN havde sendt reporter Sam Gupta af sted for at skaffe baggrundsmateriale til dækning af 25 års jubilæet for den første virtuelle charterrejse på Anholt. I Hanstholm havde han mødt den norskfødte læge Olav Heinefjord og var blevet inviteret ned for at se hans klinik nede i byen.

Sam Gupta mødte op som aftalt og blev vist rundt i lægehuset. Vi er en håndfuld læger her og et par ude i byen fælles om klinikken. Vi driver den som en andelsvirksomhed. Under forskellige selskabsformer drives tilsvarende klinikker i alle byer. De har alle en skadestue, sengestue og et videostue foruden konsultationerne.

Da vi gik over til at bruge sygesedler, fik vi mere tid til den enkelte patient og tid til at tage på sygebesøg – næsten ligesom i gamle dage. Vi rykker ud ved alle alarmer mærket sygdom eller ulykke. Alarmcomputeren kender vore præferencer, kvalifikationer og planer. Alarmer fra kuttere i søen starter automatisk videorummet op. Alle kuttere har transportabelt video og vi kan fortsætte konsultationen med kutteren, indtil en lægehelikopter når frem, men ofte klarer vi det over video.

Alle hospitaler og klinikker er i dag bundet sammen med video. Med transportabelt udstyr kan jeg få en specialist eller kollega til at kigge med, når jeg er på sygebesøg og vil have hjælp til en diagnose eller behandling. Den transportable video er i al sin enkelhed blot et WEB-kamera indbygget i pandelampen. Det jeg ser og hører, er det min kollega ser og hører.

Vores lokale skadestue sparer os mange vigtige minutter, fordi vi kan sætte behandling i værk med det samme, mens vi gennem videokommunikation afgør om patienten skal flyttes eller vi i stedet skal hente en specialist. Vi må heller ikke undervurdere værdien af den betryggelse en lokal skadestue giver hos befolkningen.

I Frederikshavn har vi landets største videohospital til fjernoperationer. Kateteroperationer udføres ligegodt om kirurgen sidder i Aberdeen eller Frederikshavn. Ligeså ved åbne operationer, hvor en lokal kirurg så må føre kniven.

Vores fleksibilitet og effektivitet er flere gange bedre en før ”The Big Bang”. Læger måler typisk, deres produktion i det antal patienter, de kan nå at ”se” på en dag. Almindeligvis ”så” en privat praktiserende læge fem gange flere patienter end hans hospitalskollega. Det var særligt slemt for kirurger, fordi den effektive arbejdstid blev for kort til at udvikle deres færdigheder. De kunne heller ikke nå at tilegne sig komplicerede tekniker. Ikke ualmindeligt kunne en kirurg først påbegynde operation ved ellevetiden. Og efter frokost, skulle han være påpasselig, at blive færdig inden klokken tre – ellers skulle sygeplejerskerne på overtid og så var fanden løs. Så slemt var det ikke på privathospitaler, for dér begyndt narkoselægen tidligt, så den første operationspatient kunne være klar ved dagens begyndelse og eventuel overtid var ikke noget problem.

Da regionerne tog over efter amterne, begyndte det ligeså stille at gå galt. Regionspolitikerne var jo ikke erhvervsfolk og havde svært ved at lede en så stor virksomhed. De færreste kunne drive en pølsebod – og så en jættestor arbejdsplads? Nej; og produktiviteten faldt da også støt indtil systemet kollapsede. Ligheden med en supernova var slående. Den starter med at svulme op for så at eksplodere og slynge sit materiale ud i kosmos. I lægekredse taler vi om tiden før og efter ”The Big Bang”. På et tidspunkt nåede hospitalsvæsenet en sådan størrelse, at det formelig eksploderede som en supernova og slyngede læger og sundhedspersonale ud i den omgivende verden.

Man havde paralleller i blandt andet skolevæsen. Godt for det. Man kan sige, at var det ikke gået så galt over en bred front, som det gjorde, kunne vi have endt med endnu en lappeløsning. Løsningen kom med det kommunale selvstyre. I Vendsyssel havde man taget ved lære og var indædt besluttet på aldrig mere at bygge en sådan kolos op igen. Tværtimod. Hvis noget kan decentraliseres, så gør vi det.

Hospitalerne blev indrettet efter nøjagtig samme principper som de lokale lægehuse. Blot var de fælles faciliteter mere omfattende og avancerede og de enkelte konsultationer blev drevet af specialister. I dag er vi færre end en tredjedel af det antal læger, vi havde før ”The Big Bang”, og vi udretter meget mere – og vel at mærke uden ventelister overhovedet.

Et problem, som de gamle sygehuse sloges med, var de elektroniske patientjournaler, som ikke kunne læses i andre afdelinger. Det løste vi med et snuptag uden det kostede en krone. Vi lagde blot journalerne ud på Internettet, som var det blogs. Hos Google fik vi passwords, så patienter og sundhedspersonale kunne læse journalerne uanset tid og sted – og uden videre.

En stor administrationscomputer i Hjørring betaler de mange honorarer og trækker direkte på de respektive kommunekasser. Systemet er selvkontrollerende, fordi alle patienter har en eller anden form for selvrisiko på deres sygeforsikring. Alle disse øjne er bedre end nok så mange kritiske revisorer. Kommunerne sætter også store midler ind til fonde for nye tiltag. Det store videohospital i Frederikshavn blev eksempelvis finansieret af en sådan fond. Vi har ingen problemer med at få midler til udstyr, bare kommunerne kan slippe for at eje det.

Efter ”The Big Bang” tog Aalborg Universitet initiativ til en modernisering af lægestudiet. Det er mere end hundrede år siden, at ingeniørskoler ophørte med at uddanne polyteknikere. I dag, hvor vi har vænnet os til en differentieret ingeniøruddannelse med stærk- og svagstrømsingeniører, bro- og husbygningsingeniører, kemiingeniører o.s.v., kunne vi ikke forestille os, at en enkelt polytekniker kunne magte dagens viden. Alle uddannelser specialiserede sig ud i den detalje som vidensudviklingen måtte kræve – alle undtagen lægestudiet. Tandlæge- og farmacistudiet var tidligt blev skilt ud, men så var også alt sagt. Det fik den konsekvens, at læger var midaldrende, inden de blev udlært. Aalborg Universitet gjorde op med det. Efter et fælles basis år, begynder den lægestuderende nu at vælge retning og ender på normal tid som fuldt uddannet lægespecialist. Alle grene af sundhedsvæsenet, lægehuse og hospitaler inddrages i uddannelsen og er for en tid eller for stedse en del af Aalborg Universitets medicinske fakultet. Fakultetet er ikke en geografisk afgrænset enhed, men alene afgrænset af dets evigt foranderlige aktiviteter – vel at mærke aktiviteter, hvor universitetet er medbestemmende og betaler.

Sam Gupta fik meget at vide den dag og nåede også at komme med Olav Heinefjord på en alarmudrykning. Alarmcomputeren ”vidste”, at den kunne regne med Olav Heinefjord på dagalarmer og at lægen satte pris på at komme ud blandt folk, hvor tingene skete. At han så måtte løbe fra aftaler på klinikken, tog man med. Det var jo lige præcis sådan, at de ville have det – næste gang var det måske dem selv.

Nu måtte Sam også se ad at komme til Grenå, men han skulle lige først besøge overskolen i Hjørring. Det måtte folk i Grenå så affinde sig med. 

Fortsættes i  Den Virtuelle Charterrejse XII