Den Virtuelle Charterrejse XIII

← Returnér

 

tirsdag, januar 20, 2009

 

Den Virtuelle Charterrejse XIII

Aalborg Universitet

Dette er sidste kapitel af Den Virtuelle Charterrejse. Første kapitel kan læses på dette Link.

Fortsat fra Den Virtuelle Charterrejse XII

Resumé: CNN reporter Sam Gupta forberedte dækningen af 25 års jubilæet for den første virtuelle charterrejse på Anholt. Den norskfødte læge Olav Heinefjord havde introduceret ham hos Knud Tolstrup på Hjørring Overskole og nu havde han fået en invitation til at besøg rektor Lars Vestergaard ved Aalborg Universitet.

Aalborg Universitet havde stadig sit tyngdepunkt ved Søndre Tranders lige syd for Limfjorden og det var her Sam Gupta traf rektor Lars Vestergaard.

Hele det gamle campus fungerer godt og det vil i mange år endnu være universitets faste kerne, men de senere år har universitet især bredt sig nord for Limfjorden på grund af de kraftige IT-aktiviteter dér og i dag er over halvdelen af vore aktiviteter at finde nordenfjords og i udlandet. Vi arbejder tæt sammen med Stanford University i Palo Alto om datalogi og lægekunst og vi har afdelinger i Mountain View, hvor Google spiller en vigtig rolle. Da der blev investeret i det nye videohospital for fjernoperationer i Frederikshavn, var vi med på råd. Vi syntes Rigshospitalet i København var blevet for tung at danse med, så vi foretrak et samarbejde med Stanford University Medical Center‎. Vi kan trække direkte på dem ved operationer, men grundet tidsforsinkelsen på satellitsignalerne bruger vi i det daglige oftest kabelført forbindelse til Aberdeen Universitetshospital. Det samme gør man i Bergen.

Sammenbruddet i vore sydlige nabolande har været stærkt medvirkende til, at vi orienterer os mod nord og vest. Det er accentueret af de høje priser på flybrændstof og i dag tager vi altid færgen til Aberdeen eller Bergen. Skibsrejser profiterer også på det mere adstadige rejsetempo. Vi er jo ikke så forjagede som før. Da det ”gamle” samfund gav op og vi fik vort kommunale selvstyre, forsvandt tusindvis af love og bestemmelser. Ud røg lukkelov, ferielov og alt der regulerer arbejdsmarkedet. Der var tre ord, som min tipoldefar ikke kendte – ferie, fritid og arbejdstid. Dér er vi henne igen. Vi skal bare passe et job. Alle kan besøge deres familie i Skotland, Californien eller hvor de nu måtte befinde sig, de kan stå på ski i Norge eller sejle Kattegat tyndt som de lyster. Man aftaler det fornødne med kollegaer og så er der ikke mere i det.

Vi kan heller ikke afvise, at det nye valutafællesskab skubber samarbejdet i vestlig retning. Nationalbanken havde i mange år koblet sig til Euroen med en fastkurspolitik. Da Euroen begyndte at opføre sig som den gamle italienske lire, måtte vi nødvendigvis frigøre os fra Euroen. Euro-tilhængerne havde efterhånden fået os overbeviste om, at den danske krone var for ”lille” til at kunne stå alene. Det fik modstanderne til at slå til. De brugte tilhængernes eget argument og kom igennem med dollaren som afløser for den fortvivlede Euro. Sammen med Norge, England og Irland skiftede vi vor egen valuta ud med den amerikanske dollar. Alle, der handler på udlandet, er lykkelige. Væk er kursrisiko og væk er de afsindige og forkrampede EU-regler.

Også mentalt føler vi os bedre tilpas i den anglo-amerikanske verden. Landene mod syd er stærkt centralistiske. Det har formentlig været en nødvendighed for at holde sammen på så mange etniske og sproglige områder, men det centralistiske bekommer os ikke vel. Længe inden Gorm den Gamle havde eliten i Danmark og England taget kristendommen og det moderne menneskesyn til sig, men i en liberal form uden den katolske hang til dominans. Da den tyske kejser tævede Harald Blåtand til at anerkende hans form for kristendom, fik vi en forsmag på det, vi kunne vente os. Senest forsøgte de samme kræfter sig i EU, men dér fik vi nok en gang trukket stregen. Det lykkedes ikke at banke os på plads og få os til at rette ind. Nu kan vi slappe af sammen med ligesindede og samle os om vort arbejde og fremtiden.

Og der er nok at tage fat på. Vi har lige fået et nyt institut for partikelforskning. Det tager sit udgangspunkt i en opfindelse gjort her hos os. Siden digitaliseringen tog sin begyndelse, har man kendt til at opdele ethvert analogt signal – telefoni, målinger – i små datapakker og knytte en afsender- og en modtageadresse til hver pakke. Medens det analoge signal skulle disponere over en hel og ubenyttet kobbertråd fra afsender til modtager, så kunne de digitale signaler pooles og sendes hulter til bulter, så kobbertrådens transportevne udnyttedes maksimalt. Ved knudepunkter undervejs sorteres datapakkerne efter modtageadresse som på ethvert andet postkontor. Vores opfindelse gør det muligt at neddele et emne og binde en elektronisk afsender- og modtageadresse til de enkelte partikler. Det gør det mulig at forene en mængde partikler uanset oprindelse i én og samme rørført strøm og sende dem hvorhen vi vil.

Når de når til vejs ende, har vi en opgave i at samle partiklerne til det emne, hvorfra de i sin tid blev neddelt. Lidt ligesom man nedtager en gammel bygning for senere at samle den igen i Den gamle By i Aarhus. Det nye partikelinstitut satser på at løse opgaven med samme rekombinat-teknologi, som benyttes ved opbygning af kunstige biologiske elementer til organkirurgi.

Med den teknologi indleverer kirurgen vævsprøver sammen med sin bestilling og små to uger senere modtager han blærevæg, tarmvæg, vene, spiserør etc. i de ønskede mål opbygget på et opløseligt proteinnet og fremstillet med patientens egne celler. Engang krævede det stamceller, men det klarer vi fint uden. Det går ikke med mere komplicerede organer, men her står vi overfor et gennembrud. Det er lykkedes at aflure mekanismen ved sårheling. Små sår heler som bekendt op af sig selv - ofte endda helt uden ar. Ved store sår går sårhelingen i stå alt for tidligt. Vi har fundet ud af at snyde styringen, så sårhelings-processen holdes i gang indtil selv store sår er lukkede. Vores forskning går på at gøre det samme i vitale organer efter kirurgen har fjernet det syge eller beskadigede væv. Med vores nuværende teknik, kan vi dyrke hjernemasse, men kirurgen kan ikke indoperere, så det bliver funktionelt. Med den nye sårhelingsteknik er der håb om at også hjernevæv kan regenerere efter operation. Det kan kræve, at patienten lægges i koma nogle få uger ad gangen.

Jeg nævner specielt denne rekombinatforskning, fordi jeg ved, du er kommet herover på grund af det forestående jubilæum på Anholt. Netop Hus nr. 2 har doneret et kæmpe beløb til denne forskning hos os. Bevæggrundene kan man nok finde i det kolde klima og de svære isvintre, som flere år i træk har generet skibsfarten i Kattegat. For at sikre levnedsmiddeltilførslen til øen vil man gerne kunne overføre levnedsmidler med en rørledning i stedet for med skib. Et heldigt udfald af den påbegyndte forskning kunne sikre levnedsmiddeltilførslen med blot én rørledning. Levnedsmidler neddeles på Mols og rekombineres på Anholt. Allerede nu kan vi se, at det muligvis bliver neddelingen, der kommer til volde os de største problemer, medens transport og rekombination har bedre udsigter. Alternativt kan vi dog pumpe grundstoffer sammen med nogle få organiske byggesten over og så ”dyrke” levnedsmidler på stedet. Vi er allerede i dag i stand til at dyrke kyllingebryst på en simpel næringsvædske. Kyllingekødet forlader reaktoren som én sammenhængende masse og udskæringsmaskiner og efterbehandling foretager den sidste tilpasning af udseende til ”Lørdagskylling”, ”Chicken Surprise”, "Kentucky Fried Chicken” og hvad, der nu er salg i. Den teknologi har vi, om man så må sige, i baghånden, hvis neddeling og rekombinatteknologien ikke indfrier forventningerne inden sponsoratet løber til ende.

Vi har regnet en del på de mængder af næringsstoffer, der skal overføres til Anholt i de kommende år. Hus nr. 2 er vokset støt med tilbygninger og påbygninger, men det ser ud til at væksten er toppet med tæt ved fire femtedele af befolkningen, når vi også regner dem med, der holder ferie i NoWhere. I størstedelen af Europa er fødselsraten regnet som det gennemsnitlige antal fødsler per kvinde, faldet fra 1½-2 omkring århundredeskiftet til ca. 1-1½. I hus nr. 2 på Anholt er fødselsraten nede under en ½. Det betyder, at hvis vi ikke snart får løst problemet med rørført tilførsel af levnedsmidler, så løser problemet sig selv.

Jeg ved, at du har mødt én af vore eksterne lektorer i antropologi, Olav Heinefjord. Han er altid god for et kontroversielt udsagn. Han siger, at det er en velbehagelig og frivillig etnisk udrensning, vi er vidne til i hus nr. 2. Måske har han en pointe her. Jeg kan ikke vurdere det. Her på universitetet er vi dedikerede teknikere og praktikere og de sociale og antropologiske videnskaber prioriteres mindre.

Indenfor datalogi regnes vi blandt de førende og den heftige nordenfjordske udvikling af IT-industrien er motoren, der driver udviklingen på dette område. Vi har tilegnet os et samspil med industrien, hvor forskere og medarbejdere udveksles løbende. Du har sikkert bemærket noget tilsvarende i den overskole, du lige har besøgt. Der er ingen skarp adskillelse mellem skole og håndværk eller skole og universitet. Det falder os naturligt, at skole og den omgivende verden flyder sammen og sådan er det også blevet for universitetet. 

Sam Gupta, der under hele sit ophold havde lyttet og lyttet, tog for første gang ordet. Jamen, det er jo lige præcis det, jeg så på underskolen i Hanstholm. Børnene kom og gik på alle virksomhederne overalt i byen og forældre og borgere kom på skolen som gæster eller gæsteundervisere. Ja, allerede inden børnene kom i skole, tog sognefogedens Ingrid de yngste med ned på filetfabrikken, når hun hjalp til ved travlhed. Der var altid nogen at lege med og det bedste, de vidste, var at få lov at hjælpe til.

Da de politiske systemer sydpå brød sammen og den offentlige sektor blev decimeret, greb I simpelthen til naturmetoden og overlod samfundsansvar til det enkelte menneske. Nu forstår jeg bedre, hvordan en enkelt sognefoged kan styre en hel by – det er jo en hel by, der hjælper ham med det. I indså at ansvar avler ansvarlighed. Vi ved alt for godt at manglende ansvar avler uansvarlighed, men det er første gang, jeg finder et samfund i nyere tid, der har turdet og evnet at give menneskene ansvaret tilbage.

Det er intet mindre end en verdenssensation. Jeg må straks tilbage til Atlanta og sætte ting i gang. Jeg håber rektor vil tage ligeså godt imod vore reportere, som du og dine kollegaer har taget imod mig.

Sam Gupta vægtede betydningen af det, han havde oplevet i Vendsyssel mod det, der ventede på Anholt. Ingen tvivl. Grenå fik vente. Vendsyssel var vigtigere. Det var de nu ikke klar over i Grenå og havde de været det, ville de alligevel ikke have forstået hvorfor.

Slut.